Nations League-top udvides: Danmark kan møde Tyskland

    Når Europas landshold skal dyste ved Nations League næste gang, bliver det øverste lag udvidet.

    Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) oplyste i Ljubljana tirsdag, at det øverste lag bliver ændret fra 12 til 16 nationer, når den næste udgave begynder i efteråret 2020.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Da turneringen blev spillet første gang i efteråret 2018, vandt Danmark sin gruppe i det næstøverste lag foran Wales og Irland og rykkede derfor op i det øverste lag.

    I den første udgave rykkede Tyskland, Polen, Kroatien og Island ned fra det øverste lag, da de sluttede sidst i deres respektive grupper, men nu får de fire nationer altså lov til at blive på første klasse.

    Dermed kan Danmark potentielt trække Tyskland eksempelvis.

    I den kommende turnering vil de 16 nationer blive inddelt i fire grupper, hvor alle mødes ude og hjemme.

    Lodtrækningen til den næste udgave af Nations League finder sted i Amsterdam 3. marts næste år.

    /ritzau/