Fire kommuner har besluttet at vente med at tage it-systemet Aula i brug, skriver kommunen.dk.
Aula skal efter planen afløse Forældreintra i uge 43, men det har kommunerne Køge, Mariagerfjord, Sorø og Horsens udskudt.
Kommunernes it-fællesskab Kombit meldte fredag ud, at en kommune kan forvente ekstraudgifter på en kvart million, hvis den udskyder planerne.
Derfor besluttede både Langeland Kommune og Samsø kommune samme dag at overgå til Aula i uge 43.
– Vi har været voldsomt betænkelige, men vi lægger os fladt ned nu og rydder kalenderen, så vi bliver klar til uge 43. Og det handler om økonomi, fortæller forvaltningschef for børn, unge og kultur Helle Griebel Anesen til kommunen.dk.
Kombit oplyser, at den endelige ekstraomkostning for kommunerne i værste fald vil løbe op i de 250.000 kroner.
Det endelige beløb vil blandt andet afhænge af, hvor drypvis udrulningerne kommer, og hvor meget støtte kommunerne får brug for.
/ritzau/











