Der er rift om de mange puder og dyner, som danske Jysk er kendt for at lave.
Efterspørgslen har over det seneste års tid været med til at løfte omsætningen hos Jysk Nordic, som med 1345 butikker i 20 lande udgør lidt over halvdelen af den samlede Jysk-koncern.
Det seneste årsregnskab fra Jysk Nordic viser en omsætning på 17,5 milliarder kroner. Det er en vækst på ni procent sammenlignet med året før.
I løbet af året åbnede Jysk Nordic 96 nye butikker, samtidig med at antallet af kunder steg med 3,5 millioner i forhold til året før.
– Overordnet er jeg godt tilfreds. Omsætningen stiger med 9 procent, på trods af at valutaerne har været lidt imod os.
– Samtidig har vi vist, at vi stadig er i stand til at tiltrække masser af nye kunder både i vores butikker og online, siger Jan Bøgh, der er administrerende direktør i Jysk, i en pressemeddelelse.
Regnskabet fra Jysk Nordic er det første fra dyneproducenten, efter at stifteren, Lars Larsen, i august sov stille ind.
/ritzau/











