Volkswagen-bosser anklages for markedsmanipulation

    Flere nuværende og tidligere topchefer fra den tyske bilproducent Volkswagen bliver nu anklaget af den tyske anklagemyndighed for markedsmanipulation.

    Det skriver flere nyhedsbureauer, herunder Reuters.

    Anklagen går blandt andet på, at bilproducenten bevidst vildledte aktiemarkedet ved for sent at informere om omfanget af den såkaldte dieselgate-sag, som omhandler fusk med data for, hvor meget dieselbiler forurenede.

    De anklagede er den nuværende topchef i Volkswagen, Herbert Diess, tidligere topchef Martin Winterkorn samt tidligere bestyrelsesformand Dieter Poetsch.

    /ritzau/