Boris Johnson kritiserer ledelse af kollapset rejsegigant

    Efter konkursen i Thomas Cook har gjort hundredtusinder af strandede passagerer afhængige af hjælp fra den britiske stat, har premierminister Boris Johnson kritiseret, at cheferne i det 178 år gamle rejseselskab fik så høje lønninger op til sammenbruddet.

    Rejseselskabet solgte årligt hoteller, feriecentre og flybilletter til 19 millioner mennesker.

    Lige nu står 600.000 rejsende i Cuba, Cancun, Cypern eller andre steder langt fra deres hjem og er afhængige af hjælp til hjemtransport fra enten den britiske regering eller forsikringsselskaber.

    Johnson, som deltager i FN’s klimatopmøde i New York, siger, at han er i tvivl om, hvorvidt den britiske stat skal være ansvarlig for handlinger, som velbetalte direktører og rejseoperatører skulle have garderet sig mod.

    – Jeg har en del spørgsmål – blandt andet om, hvorvidt det er i orden, at direktører eller andre om bord betalte sig selv store summer, når hele selskabet pludselig kan kollapse på den måde, siger Johnson og tilføjer:

    – Det er nødvendigt med et system, hvor rejseorganisationens operatører forsikrer sig mod sådanne udviklinger. Det er vigtigt, at lignende udviklinger ikke sker i fremtiden, hvor skatteyderne – staten – skal træde ind og hente folk hjem.

    Nødflyvninger bragte mandag op mod 15.000 personer hjem til Storbritannien på 64 fly. Omkring 135.000 andre ventes i de kommende 13 dage. 74 flyvninger er planlagt tirsdag for at hente 16.500 strandede. I alt er der planlagt over 1000 nødflyvninger for at hente strandede passagerer.

    Thomas Cook har en gæld på 1,7 milliarder pund (14,4 milliarder kroner).

    /ritzau/Reuters