Tog holder stille efter personpåkørsel ved Vejle

    Togene mellem Skanderborg og Vejle/Fredericia holder stille mandag formiddag.

    Årsagen er, at en person er blevet ramt af et tog ved Vejle Station omkring klokken 10.45, oplyser DSB.

    Politiet arbejder på stedet, og først når deres indsats er afsluttet, vil sporene igen blive åbnet for togtrafik.

    Som konsekvens heraf har DSB bestilt togbusser til at køre på strækningen.

    – Vi har bestilt busser, så de er på vej til de berørte stationer. Der vil blive kørt med busser mellem Fredericia i syd og Aarhus i nord, oplyser DSB’s pressevagt.

    Togbusserne vil blandt andet stoppe i Horsens og Skanderborg på ruten til og fra Aarhus.

    Der er ingen oplysninger om, hvor alvorligt personen er kommet til skade.

    /ritzau/