Strandede Spies-passagerer får hjælpende hånd af konkurrent

    Rejseselskabet Bravo Tours vil forsøge at hjælpe rejsekunder, der enten er eller skal afsted på charterferie med Spies.

    Det fortæller rejseambassadør hos Bravo Tours Stig Elling.

    – Vi prøver både at få gæster hjem, hvor vi har tomme pladser, og vi vil sætte ekstra ind fremadrettet, så vi kan få dem afsted, der har bestilt ferie, siger han.

    Rejsetrafikken mandag er indstillet for Spies-passagerer, efter at Spies’ ejer, Thomas Cook, er gået konkurs.

    Alene mandag er 1400 Spies-passagerer påvirket af Thomas Cook-kollaps.

    Bravo Tours kan ikke sætte tal på, hvor mange passagerer de kan hjælpe i samarbejde med Rejsegarantifonden.

    – Men det bliver minimalt, i forhold til hvor mange gæster der er. Vi vil forsøge at skaffe mere kapacitet, siger Stig Elling.

    Han har været i rejsebranchen i 50 år, og han fortæller, at han aldrig har oplevet noget lignende.

    – Det er det største kollaps i dansk rejsehistorie, jeg kan mindes. Det er trist, og det har de ikke fortjent i Skandinavien.

    – Spies har et godt navn i Danmark, der har eksisteret i mange år helt fra Simon Spies’ tid. Det er en mærkelig dag, selv om vi er konkurrenter, siger Stig Elling.

    /ritzau/