Hver tredje danske gymnasieelev har på et tidspunkt gjort skade på sig selv.
Det viser de indledende resultater fra en undersøgelse, som Bo Møhl, professor ved Aalborg Universitet og forsker i selvskade, står bag. Det skriver Berlingske.
Undersøgelsen viser, at 34 procent af gymnasieeleverne på et tidspunkt i deres liv har udøvet selvskade. Det er en stigning på 58 procent i forhold til en lignende undersøgelse i 2009, hvor antallet lå på 21 procent.
Ifølge Bo Møhl kan den store stigning over de seneste ti år blandt andet hænge sammen udviklingen på de sociale medier i den samme periode.
– Mobningen og identitetsdannelsen via de sociale medier er blevet en helt anden, siger han.
En anden faktor kan ifølge Bo Møhl være, at eleverne er blevet mere stressede, og at det kan have medvirket til en større mistrivsel.
– Hele den her kvantificering af indsatsen blandt elever spiller en stor rolle. Det handler ikke om at lære, men om hele tiden at skulle præstere.
– Det tror jeg, er noget af det mest vigtige at pege på, siger Bo Møhl.
1709 gymnasieelever fordelt på alle landets regioner har besvaret et spørgeskema om selvskade i forbindelse med den seneste undersøgelse, skriver Berlingske.
/ritzau/











