V-partisekretær: Aldrig har vi oplevet et så brutalt opgør

    Venstre er selv ansvarlig for den tumultariske periode, som partiet har været igennem efter sommerferien.

    Det siger partiets partisekretær Claus Richter, da han lørdag formiddag byder velkommen på Venstres ekstraordinære landsmøde i Herning, hvor der skal vælges en ny formand og næstformand.

    – Der er ikke andre steder at skubbe ansvaret hen. Der er sagt og skrevet ord, der måske bare skulle have været tænkt. Men alt det er der ikke noget at gøre ved nu, siger han.

    I slutningen af august forlod både forhenværende formand Lars Løkke Rasmussen og afgående næstformand Kristian Jensen deres poster på et dramatisk hovedbestyrelsesmøde.

    – Aldrig før har vi i vores parti oplevet en formand og næstformand i et så konfronterende og brutalt opgør. Og aldrig før har vi oplevet at baglandet har reageret så skarpt, siger Claus Richter i sin tale.

    /ritzau/