Danmark er klar til EM-finalen i parabordtennis

    Det danske herrelandshold i parabordtennis spiller lørdag om guld ved EM i Helsingborg.

    Danskerne kvalificerede sig til slutkampen i overlegen stil ved at slå Slovakiet med 2-0 i semifinalen fredag aften.

    Doublen med Peter Rosenmeier og Henrik Korndahl Brammer hentede den første af to sikre danske sejre ved at slå det slovakiske par med 11-3, 11-7 og 11-2.

    Derefter vandt Rosenmeier på egen hånd over Miroslav Jambor – også her uden sættab. Danskerens sejrscifre lød på 11-4, 13-11, 11-6.

    Dermed var kampen afgjort, og der blev ikke behov for at afvikle den anden single, hvor Henrik Korndahl Brammer skulle have været i aktion.

    I finalen venter et opgør mod Spanien.

    Det danske hold har foreløbig gjort rent bord i turneringen. Også i gruppespillet blev det til danske 2-0-sejre.

    Først gik det ud over Frankrig, og dernæst blev Rusland slået med de samme cifre.

    Finalen mod spanierne begynder lørdag klokken 14.15.

    /ritzau/