Fødsel holder Yussuf Poulsen ude af Leipzig-kamp

    Fodboldspilleren Yussuf Poulsens forlovede føder formentlig parrets første barn i den nærmest fremtid.

    I hvert fald har bundesligaklubben RB Leipzig ladet ham blive væk fra lørdagens udekamp mod Werder Bremen af lyksalige årsager. Det bekræfter Leipzig i et opslag på Twitter.

    Allerede i marts kom det frem, at det tidligere Lyngby-talent skulle være far, da han selv delte et billede af to Leipzig-spilletrøjer – en stor og en lille – med billedteksten “Snart bliver jeg far!”.

    Så sent som i onsdags var Poulsen i kamp mod Benfica i Champions League, da Leipzig på udebane vandt 2-1.

    I alt har Poulsen spillet seks kampe på tværs af alle turneringer for sin tyske arbejdsgiver i begyndelsen af sæsonen. Det er blevet til en enkelt scoring for angriberen.

    Leipzig har fået en noget nær perfekt start på sæsonen, og klubben ligger efter fire spillerunder på førstepladsen i Bundesligaen.

    /ritzau/