Politiet efterlyser en 45-årig fange, der mandag eftermiddag flygtede under et hospitalsbesøg.
Django Levakovic stak ifølge Københavns Politi af, da han mandag eftermiddag besøgte sin mor, der var indlagt på Bispebjerg Hospital i København.
Han blev bevogtet af Kriminalforsorgen, men klokken 17.22 lykkedes det den 45-årige at flygte. Han forlod stedet på bagsædet af en lys blå Jaguar X-type. Bilen var svensk indregistreret med registreringsnummer UHG 124.
Django Levakovic er bror til Gimi Levakovic, der flere gange er blevet benævnt som Levakovic-klanens overhoved.
Den flygtede bror afsoner en røveridom i Ringe Fængsel.
Django Levakovic vurderes ikke at være farlig. Hvis borgere ser ham, opfordres man til ikke at tage kontakt til ham, men derimod straks at ringe til politiet på telefonnummer 1-1-4.
/ritzau/











