Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen kommer ikke til at forsvare deres titel ved China Open.
Den danske badmintondouble røg torsdag ud af turneringen efter et nederlag i tre tætte sæt til Yew Sin Ong og Ee Yi Teo fra Malaysia. Danskerne tabte med cifrene 18-21, 21-14, 23-25 efter at have misbrugt tre matchbolde.
Astrup og Skaarup vandt ellers overraskende turneringen sidste år, som er deres hidtil største sejr i karrieren.
Også den anden danske herredouble i turneringen med Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen var ude i et drama, inden de måtte se sig slået.
Her var det også et malaysisk par, der trak det længste strå i en yderst tæt affære, der endte med et dansk nederlag på 13-21, 24-22, 25-27 efter 71 minutters badminton.
Undervejs misbrugte danskerne to matchbolde. Samtidig overlevede de to matchbolde i andet sæt, og først på deres sjette matchbold vandt malaysierne.
Begge kampe var i anden runde og gjaldt billetter til kvartfinalerne, som dermed bliver uden dansk deltagelse i herredouble.
Også damedoublen med Sara Thygesen og Maiken Fruergaard er færdige i Kina efter et nederlag i tre sæt til femteseedede Greysia Polii og Apriyani Rahayu fra Indonesien med cifrene 14-21, 21-15, 18-21.
Tidligere på dagen sikrede Anders Antonsen sig til gengæld en plads i kvartfinalen i herresingle, da han slog landsmanden Rasmus Gemke i to sæt.
China Open er en Super 1000-turnering og er dermed en af sæsonens tre mest prestigefyldte turneringer sammen med All England og Indonesia Open. De tre turneringer rangerer lige under sæsonfinalen.
/ritzau/











