Lokalopgør førte til sammenstød mellem betjente og fans


    Det gik ikke fredeligt for sig op til lørdagens fodboldkamp i Herning mellem lokalrivalerne Viborg og FC Midtjylland. Forud for kampen stødte politiet sammen med hjemmeholdets fans to gange. En betjent kom lettere til skade under sammenstødene.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

    Den største ballade opstod op til kampen mellem de to klubber, der ikke har mange kærlige følelser til overs for hinanden.

    2,5 time før kamp start søgte en gruppe fans fra FC Midtjylland at komme i kontakt med en gruppe Viborg-fans på Markedspladsen i Herning.

    Her stillede politiet sig i vejen. Det kom derefter til konfrontationer mellem politi og fodboldfans i en sådan grad, at betjentene måtte trække deres stave.

    Cirka en halv time senere var den gal igen, da politiet stødte sammen med FC Midtjylland-fans endnu en gang. Da de to fangrupper begav sig mod station, nægtede en gruppe af hjemmeholdets tilskuere at følge politiets ordrer.

    Endnu engang måtte politiet trække deres stave i en konfrontation med fodboldfansene.

    I den konfrontation blev en betjent ramt af en ukendt genstand. Betjenten måtte efterfølgende tilses af en vagtlæge. Det betyder, at politiet nu rejser en sag om vold mod tjenestemand.

    I alt resulterede aftnen i 23 lovovertrædelser – heriblandt overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, fyrværkeriloven, ordensbekendtgørelsen og overtrædelse af maskeringsforbud.

    Fodboldkampen endte med en 4-2-sejr til Viborg FF.

    /ritzau/