Genopfundet vingespids udløser EM-guld til 19-årig forsker

    Den blot 19-årige dansker Magnus Quaade Oddershede vandt tirsdag førsteprisen ved EM-finalen i science, der foregik i Bulgariens hovedstad.

    Prisen blev tildelt den unge forsker, der har udviklet en ny udformning af vingespidsen på fly. Opfindelsen kan potentielt betyde en drastisk reduktion af flybranchens brændstofforbrug og CO2-udledning.

    Magnus Quaade Oddershede vandt guld foran 150 af Europas skarpeste unge hjerner fordelt på 100 projekter.

    – Det var helt surrealistisk. Jeg troede ikke, jeg havde en chance for at vinde. Jeg er superglad. Sejren åbner en masse døre og gør, at jeg kan komme videre med mit projekt på en måde, jeg ikke kunne før, siger Magnus Quaade Oddershede fra Sofia.

    I sit projekt har han undersøgt, hvordan luft bevæger sig omkring vingespidsen på et fly.

    Ud fra den viden har han designet en ny form på spidsen, der kan gøre vingen markant mere effektiv.

    Magnus Quaade Oddershede er netop begyndt at læse fysik på Københavns Universitet. Her vil han videreudvikle projektet.

    Han måtte ved tirsdagens præmieoverrækkelse dele førstepladsen med to andre unge forskere fra henholdsvis Tyskland og Irland.

    Med prisen følger 7000 euro svarende til godt 50.000 kroner.

    Desuden er Magnus Quaade Oddershede udtaget til at deltage i London International Youth Science Forum.

    Det er Europa-Kommissionen, der har taget initiativ til Europamesterskabet i science. Formålet er at fremme interessen for naturvidenskab blandt unge mellem 15 og 20 år.

    Den internationale jury kaldte Magnus Quaade Oddershedes projekt for “exceptionelt godt”.

    – Magnus’ engineering-projekt ligger på et meget højt niveau – højere end normalt. Derfor var det en enig jury, der meget hurtigt fandt frem til, hvem der skulle ligge i toppen, siger medlem af juryen Morten Lennholm.

    /ritzau/