En af landets største kæder af tankstationer Q8 holder tirsdag sine priser på benzin og diesel i ro.
Det sker, efter at flere tankstationer herhjemme hævede deres priser mandag på grund af en stor stigning i olieprisen.
– Vi kommer ikke til at justere priserne i dag.
– Vi kan dog ikke udelukke, at der kan komme både prisfald- og stigninger i løbet af ugen, skriver Lea-Cecilia Hauch, kommunikationsansvarlig hos Q8, i en mail.
Mandag hævede både Q8 og Circel K deres priser på benzin og diesel. Det skete med 40 øre per liter.
Stigningen skete som reaktion på en kraftig stigning i olieprisen, der pludseligt kostede omkring ti procent mere end før weekenden.
Den dyrere oliepris hang sammen med, at to olieanlæg i Saudi-Arabien lørdag blev ødelagt i et droneangreb.
Det fjernede fem procent af den samlede globale olieproduktion, og derved blev al den resterende olie i markedet dyrere.
Tirsdag fortsætter olieprisen med at stige, men i meget mindre grad end det var tilfældet mandag.
/ritzau/











