Den amerikanske komedieserie “Seinfeld” bliver tilgængelig på streamingtjenesten Netflix fra 2021.
Det fremgår af Netflix’ amerikanske Twitter-konto.
– Alle 180 afsnit af Emmy-vinderen “Seinfeld” kommer på Netflix – i hele verden! – fra og med 2021, lyder det på Twitter.
Det ser dermed altså også ud til, at “Seinfeld” bliver tilgængelig i Danmark.
Det er ikke oplyst, hvor meget Netflix har betalt for rettighederne.
Der er dog formentlig tale om et ret så stort beløb. Sidste gang, rettighederne til “Seinfeld” blev solgt, var i 2015, hvor streamingtjenesten Hulu sikrede sig retten til at vise serien frem til og med 2020.
Den aftale kostede angiveligt Hulu 150 millioner dollar – i dag svarende til over en milliard kroner – årligt. Det skriver CNN.
Tilføjelsen af “Seinfeld” er kærkommen for Netflix, der blandt andet inden længe mister rettighederne til komedieserien “Venner”. Den bliver i stedet vist eksklusivt på streamingtjenesten HBO Max.
Netflix mister også rettighederne til tv-serien “The Office” i USA.
“Seinfeld” var en af de mest populære tv-serier i 1990’erne.
I serien spiller komikeren Jerry Seinfeld en fiktiv udgave af sig selv, og man følger hans liv samt hans venner og bekendte.
Netflix kommer til at stå over for øget konkurrence på streamingmarkedet i november. Her lancerer Apple og Disney med få dages mellemrum deres streamingtjenester, skriver nyhedsbureauet AP.
“Seinfeld” er ti gange blevet hædret med den prestigefulde Emmy-pris.
/ritzau/











