Spanien afviser udlevering af Venezuelas spionchef

    En spansk domstol afviser i en kendelse mandag en begæring fra USA om at få udleveret Venezuelas tidligere militære efterretningschef Hugo Carvajal.

    Under en retssag i Madrid har den tidligere efterretningschef sagt, at de anklager, der er rejst mod ham i USA, er politisk motiverede. Anklagerne går blandt andet på narkosmugling.

    Forsvarsadvokater for den pensionerede general hævdede i retten, at manden, som USA har haft eftersøgt i næsten ti år, kræves udleveret af amerikanerne.

    Hans kendskab til hemmelige oplysninger om Venezuelas hær “kan potentielt vælte den siddende venezuelanske regering”, lød det i retten.

    Carvajal blev anholdt af spansk politi i april efter anmodning fra Washington. USA sagde, at han var eftersøgt for narkokriminalitet.

    – Amerikanerne ønsker kun at få fat i informationer. De er ikke optaget af at straffe en kriminel, sagde advokaten María Dolores Argüelles til panelet af tre dommere, som behandlede sagen om udlevering eller ej.

    Carvajal var allieret med Venezuelas afdøde leder Hugo Chávez, men han har vendt sig mod den siddende præsident, Nicolás Maduro, som kom til magten i 2013.

    /ritzau/Reuters