Medie: Minister truede vejrchefer efter Trump-afvisning

    Ifølge avisen The New York Times blev ledende medarbejdere i USA’s nationale agentur for oceaner og atmosfære, Noaa, i sidste uge truet med fyring af USA’s handelsminister, Wilbur Ross.

    Årsagen var angiveligt, at en underafdeling af vejragenturet havde afvist en påstand fra den amerikanske præsident, Donald Trump, om, at orkanen Dorian ville ramme delstaten Alabama.

    Ansatte i Noaas politiske afdeling blev efterfølgende bedt om at finde en løsning på situationen. Ellers ville de modtage en fyreseddel, skriver avisen på baggrund af tre kilder med kendskab til sagen.

    En talsmand fra USA’s handelsministerium afviser påstanden.

    – Handelsminister Ross truede ikke nogen medarbejdere hos Noaa på grund af prognoser eller offentlige udtalelser om orkanen Dorian, lyder det ifølge The New York Times i en udtalelse fra ministeriet.

    Trump skrev søndag 1. september i et tweet, at Dorian blandt andet ville ramme Alabama samt delstaterne South Carolina, North Carolina og Georgia foruden Florida.

    Men det afkræftede USA’s Nationale Meteorologiske Institut (NWS) i Birmingham, Alabama umiddelbart efter på Twitter.

    – Alabama vil IKKE blive ramt af Dorian. Vi gentager, Dorian vil ikke påvirke Alabama. Orkanen vil forblive for langt mod øst, skrev NWS, der er en del af Noaa.

    Tre dage senere fremviste Trump ved en orientering et kort fra USA’s Nationale Orkancenter (NHC) fra 29. august over Dorians bane mod USA.

    På kortet havde nogen forlænget Dorians bane med en sprittusch – som ikke var på det oprindelige vejrkort – så orkanen så ud til at ramme Alabama.

    Fredag udsendte Noaa så en berigtigelse af den udmelding, NWS var kommet med hurtigt efter Trumps tweet.

    – Birminghams Meteorologiske Instituts tweet kom med en overordnet udmelding, der ikke hang sammen med risikovurderingen i de bedste prognoser, der var til rådighed på daværende tidspunkt, skrev Noaa i en udtalelse.

    Ifølge The New York Times kom udmeldingen, efter at topfolkene i Noaa var blevet truet med fyring.

    Orkanen gik udenom Alabama.

    /ritzau/