Kilde: FBI efterforsker dødsbrand på dykkerbåd

    Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har indledt en kriminalefterforskning af en bådbrand i Californien, som med 34 døde er en af statens største maritime katastrofer.

    Det fortæller en anonym kilde inden for retssystemet.

    Efterforskningen fortsætter, mens dykkere har måttet udskyde forsøget på at hæve båden på grund af vejrmæssige udfordringer.

    – Vi foretager en fælles efterforskning. På nuværende tidspunkt er ingen blevet sigtet for noget kriminelt, fortæller den anonyme kilde til nyhedsbureauet Reuters.

    Efterforskere på både lokalt og føderalt niveau har foretaget ransagninger af kontorerne tilhørende bådens ejer og to andre både, der tilhører firmaet.

    Båden, “The Conception”, gik op i flammer cirka klokken 3.15 om morgenen lokal tid den 2. september.

    Et medlem af besætningen og 33 passagerer, som sov under dækket, omkom i branden, mens båden sank ud for Santa Cruz Island.

    De fem overlevende besætningsmedlemmer var på dækket, da branden brød ud. De har fortalt efterforskere, at de voldsomme flammer gjorde det umuligt for dem at komme ned til sovesalen.

    Ofrene for branden er angiveligt døde af røgforgiftning.

    Efterforskere har nægtet at fortælle, hvad de har søgt efter under ransagningerne af de to både og kontorerne tilhørende bådens ejer.

    En af de andre både, “The Vision”, skulle angiveligt minde meget om “The Conception”.

    Avisen The Los Angeles Times har berettet, at efterforskningen skulle dreje sig om mulige sikkerhedsbrister på “The Conception”.

    Det skulle blandt andet handle om en manglende nattevagt og manglende oplæring af besætningsmedlemmerne i nødsituationer.

    De overlevende besætningsmedlemmer har fortalt efterforskerne, at de ikke hørte røgalarmerne, før de vågnede og kunne se flammer fra under dækket.

    /ritzau/Reuters