Efterforskere i landets 12 politikredse har til sammen rejst 14 sigtelser for psykisk vold i de fem måneder, hvor det har været muligt.
Det viser tal, som Rigspolitiet har trukket for Ritzau.
Et enigt Folketing vedtog i marts en lovændring, der siden 1. april har betydet, at psykisk vold kan straffes på linje med simpel fysisk vold.
Det vil sige med alt fra en bøde op til tre års fængsel.
Trods det beskedne antal sigtelser er justitsminister Nick Hækkerup (S) tilfreds med, at politiet har taget den nye paragraf til sig.
– Den psykiske vold bryder mennesker ned og har voldsomme konsekvenser for ofrene.
– Derfor glæder det mig, at vi nu ser sigtelser og tiltaler efter vedtagelsen af lovgivningen om psykisk vold, siger han i en skriftlig kommentar.
Af de 14 sager om psykisk vold er der i to sager rejst tiltale, men ingen af sagerne har endnu været for retten.
– Det er stadig en ny lovgivning, som jeg vil følge tæt, men jeg er tilfreds med, at de her sager nu prøves ved domstolene, siger Nick Hækkerup.
I organisationen Lev Uden Vold mener sekretariatschef Sine Gregersen ikke, at 14 sigtelser “lyder af meget”.
Især når det ifølge Lev Uden Vold i løbet af et år er 2,5 procent af Danmarks voksne befolkning, der bliver udsat for psykisk partnervold.
– Men jeg hæfter mig ved, at der dog er rejst 14 sigtelser, og det er bestemt glædeligt og en start.
– Det kan både være med til at give andre mod til at stå frem, og det kan måske have en forebyggende effekt, så færre bliver ofre for psykisk vold, siger hun.
En faktor i forhold til de relativt få anmeldelser og sigtelser for psykisk vold er tid.
Loven har ikke tilbagevirkende kraft, hvilket vil sige, at psykisk vold begået før 1. april ikke kan straffes.
Dertil kommer ifølge Sine Gregersen, at det generelt tager tid for offeret at samle sammen til at anmelde psykisk vold.
– Psykisk vold er en form for vold, der bygger sig op over længere tid. Det tager lang tid at blive klar over, og det tager lang tid at bevise, siger hun.
De 14 sigtelser fordeler sig over otte politikredse.
Kredsene i Nordsjælland, Københavns Vestegn, på Bornholm og i Midt- og Vestsjælland har ingen sigtelser rejst for psykisk vold.
/ritzau/