Borgmestre: Lov kan tvinge os til at øge parkeringsindtægter

    En lov indført sidste år volder problemer ude i kommunerne.

    Loven gør, at kommunerne skal aflevere 70 procent af deres parkeringsindtægter til staten, og nu sender en række borgmestre en opfordring til den nye regering om at rulle loven tilbage.

    Opfordringen kommer fra Simon Aggesen (K), borgmester i Frederiksberg Kommune, Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune, Frank Jensen (S), overborgmester i Københavns Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester i Aalborg Kommune, og Kenneth Muhs (V), Nyborg Kommune.

    I et debatindlæg i Berlingske opremser de problemerne, som de ser ved loven.

    – For det første har loven stort set fjernet kommunernes mulighed for at tilbageføre parkeringsindtægter til borgerne i form af parkerings- og klimaforbedringer. Det kunne vi med den gamle ordning.

    – For det andet har loven givet kommunerne et incitament til at sætte parkeringsindtægterne op og investere mindre i parkerings- og klimaforbedringer. Nu skal vi aflevere 70 procent af indtægterne til staten, skriver borgmestrene.

    De nuværende forhold betyder ifølge borgmestrene, at de som kommuner kan være “tvunget til” at øge deres parkeringsindtægter “markant”, fordi de har brug for pengene til parkerings- og klimaforbedringer.

    Med loven har staten gjort parkeringsindtægter til en “pengemaskine”, lyder kritikken videre.

    Borgmestrene opfordrer regeringen til at tage et nyt kig på loven.

    – Allerhelst så vi, at staten helt opgav sin andel af parkeringsindtægterne. Alternativt appellerer vi til, at staten øremærker de ekstra mange penge fra parkering til klima- og trafikinvesteringer i de kommuner, hvor pengene stammer fra.

    – Vi har brug for et redskab til at løse parkerings- og klimaudfordringer. Det redskab må den nye regering gerne give tilbage til kommunerne, slutter de debatindlægget.

    /ritzau/