Iran: Tidligere opbragt tanker afleverer last i Middelhavet

    En iransk olietanker, der tidligere blev opbragt af Storbritannien ud for Gibraltar, har afleveret sin last efter at være gået i havn et sted i Middelhavet.

    Det oplyser det iranske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Irna.

    Meget tyder på, at det har afleveret sin last af olie i den syriske havn Tartus.

    – Olietankeren “Adrian Darya 1” er omsider gået i havn ved Middelhavets kyst og har afleveret sin last, siger en talsmand for det iranske ministerium.

    Skibet afbrød sine signaler for radargenkendelse i sidste uge. Men fra en satellit er det blevet fotograferet ud for havnebyen Tartus i Syrien.

    Skibet blev tilbageholdt ud for Gibraltar i juli med henvisning til, at det var i færd med at bryde sanktioner mod det krigsramte Syrien.

    Men skibet blev frigivet måneden efter, selv om USA i sidste øjeblik prøvede at forhindre det. Det hed sig ved den lejlighed, at olietankeren skulle til Grækenland.

    Iran oplyste i sidste måned, at det havde solgt lasten, og at køberen ville bestemme, hvor olien skulle leveres.

    Iransk stats-tv oplyser samtidig søndag, at en olietanker under britisk flag snarest vil blive frigivet. Skibet blev opbragt af Iran i Hormuzstrædet, to uger efter det iranske skib blev stoppet ved Gibraltar,

    – Jeg håber, at denne procedure vil blive afsluttet snart, og at denne tanker kan frigives, siger talsmanden i det iranske udenrigsministerium.

    Det britisk-indregistrerede skib “Stena Impero” blev opbragt af den iranske revolutionsgarde. Det hed dengang, at det svensk-ejede skib havde begået brud på søfartens love.

    Men det blev i nogle britiske medier tolket som tak for sidst fra Irans side og et bytteobjekt for at få den iranske olietanker ud at sejle igen.

    /ritzau/Reuters