En 68-årig motorcyklist er søndag omkommet i en soloulykke nord for Hadsund i Nordjylland.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
Manden kom kørende på Terndrupvej mod Hadsund, da han mistede herredømmet over sin motorcykel i en rundkørsel i et skovområde.
– Jeg har fået oplyst, at han også rammer nogle vejskilte. Vi ved endnu ikke, hvad der er årsagen til ulykken. Vi venter på resultatet af undersøgelserne fra bilinspektøren.
– Om det er hastighed eller glat føre, kan vi ikke sige. Men det kan godt være glat i sådan et skovområde på den her årstid, siger vagtchef Mogens Hougesen.
En bilist, der kom kørende, efter at ulykken var sket, slog alarm og ydede førstehjælp, men mandens liv stod ikke til at redde.
– Der bliver udøvet førstehjælp af bilisten, og så kommer der en ambulance derud, der også yder hjerte- og lungeredning, siger Mogens Hougesen.
Den 68-årige mands liv stod dog ikke til at redde.
De pårørende er underrettet.
/ritzau/











