En målmand med stor erfaring fra højeste niveau vender tilbage til den bedste danske håndboldrække for herrer.
På sin hjemmeside skriver klubben Bjerringbro-Silkeborg, at svenske Johan Sjöstrand skifter til BSV i sommeren 2020 på en treårig kontrakt.
Det er en spiller med et imponerende cv, der næste sommer støder til BSV-truppen. Tidligere har han spillet i klubber som SG Flensburg-Handewit, FC Barcelona, THW Kiel og senest MT Melsungen.
Det er også blevet til et ophold i Aalborg Håndbold.
– Jeg har fået et vældigt godt indtryk af Bjerringbro-Silkeborg – både klubben, trænere og Silkeborg by. Jeg er ikke storbymenneske, så jeg tror, at Silkeborg kommer til at passe mig og min samlever vældigt godt, siger Sjöstrand.
– Alle i klubben viser tydeligt, at de meget gerne vil have mig som en del af holdet, og det føles rigtig godt. Jeg har tidligere spillet i den danske liga og synes, at den holder et højt niveau.
BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen ser frem til, at svenskeren bliver en del af truppen.
– Johan Sjöstrand er en international topmålmand, som vil bidrage til at fastholde Bjerringbro-Silkeborgs stabile position i toppen af dansk håndbold og til, at Bjerringbro-Silkeborg også i de kommende sæsoner vil kvalificere sig til kampe i de europæiske turneringer, siger træneren.
/ritzau/











