Ældre kvinde mister livet i sammenstød

    En 73-årig kvinde har fredag mistet livet i en trafikulykke i Hammel mellem Viborg og Aarhus.

    Det oplyser Østjyllands Politi.

    Ulykken skete kort før klokken 14.30 i krydset mellem Frijsenborgvej og Fuglsangvej.

    – Her kommer en bil kørende ud i krydset fra Fuglsangvej, fortæller politiets vagtchef Jens Henrik Jensen.

    – De foreløbige undersøgelser tyder på, at føreren ikke overholder sin ubetingede vigepligt, og bilen bliver ramt i siden af en bil, der kommer kørende ad Frijsenborgvej.

    Den 73-årige kvinde, der kørte bilen, blev bragt til Aarhus Universitetshospital i Skejby, men blev erklæret død ved ankomsten.

    I hendes bil var en 86-årig kvinde med som passager, men hun slap uden alvorlige kvæstelser.

    Bilen, der kom kørende ad Frijsenborgvej, blev ført af en 40-årig kvinde. Hun slap også fra ulykken uden alvorlige kvæstelser.

    De pårørende er blevet underrettet.

    /ritzau/