Politiet leder efter syvårig der forlod skole i vrede

    Københavns Vestegns Politi leder torsdag eftermiddag efter syvårige Hjalte, der klokken 14 gik fra Albertslund Lilleskole.

    – Han har forladt skolen efter nogle uoverensstemmelser. Vi ved ikke, hvad de drejer sig om, eller hvem han har haft dem med, fortæller vagtchef Lars Jørgensen.

    Familien ledte selv efter ham i et stykke tid, før den kontaktede politiet.

    – Vi har droner oppe at lede efter ham, og vi er ved at indsætte hunde i eftersøgningen. Der er et større område med fodboldbaner, men også sheltere, hvor han kan have søgt ly for regnen, siger Lars Jørgensen.

    Hjalte er 140 centimeter høj. Da han gik fra skolen, var han iført mørkeblå t-shirt og grå joggingbukser.

    /ritzau/