Solbakken lukker dørene for Bendtners FCK-debut

    Når Nicklas Bendtner tirsdag får debut for FC København i reserveligaen mod Brøndby, bliver kampen spillet uden tilskuere.

    Det siger FCK-manager Ståle Solbakken til det norske medie VG.

    – Den kamp er vi nødt til at lukke. Det går ikke. Det er mod Brøndby. Der bliver jo krig. Det går ikke, så må vi lukke.

    – Der ville komme fans fra begge hold, og han skal debutere. Det går ikke. Der ville komme 3000-4000 tilskuere til den B-kamp. Der er ikke plads. Vores træningsanlæg ville blive sprængt, siger Solbakken til VG.

    FCK bekræfter på sin hjemmeside, at kampen vil blive spillet for “lukkede døre”.

    – Vi har fået en del henvendelser om tirsdagens reserveligakamp mod Brøndby, blandt andet fordi Ståle på onsdagens pressemøde omtalte muligheden for spilletid til Nicklas Bendtner.

    – Brøndby-kampen er – ligesom de seneste år – lukket for tilskuere af sikkerhedsmæssige årsager, men vi arbejder på at streame kampen, skriver klubben.

    Nicklas Bendtner blev sent mandag aften – kort før transfervinduet lukkede – præsenteret som ny FCK-spiller. De forsvarende danske mestre hentede ham i Rosenborg og har udstyret ham med en kontrakt på fire måneder.

    Den håber Bendtner at få forlænget, sagde han på onsdagens pressemøde.

    Skiftet har fået stor opmærksomhed i både Danmark og udlandet.

    Ved FCK’s træning onsdag var fans, journalister og fotografer mødt talstærkt op.

    Tirsdag måtte FCK’s fanshop melde udsolgt at Bendtner-trøjer cirka 17 timer efter offentliggørelsen af skiftet.

    Kampen i reserveligaen bliver spillet tirsdag klokken 13 på KB’s anlæg på Frederiksberg.

    Landsholdspausen betyder, at Bendtners Superliga-debut ligger mindst et par uger ude i fremtiden.

    Første mulighed er 15. september på udebane mod Hobro.

    /ritzau/