Mette Frederiksen til de unge: Hjælp os med de nedslidte

    De danske unge skal vise samme engagement og solidaritet med nedslidte danskere, som de har gjort med klima. Det mener statsminister Mette Frederiksen (S).

    – I har vist solidaritet og engagement i klimaet. Den solidaritet vil jeg gerne have, at I også viser andre.

    – Hjælp mig med at få løst problemerne med de nedslidte, sagde hun i sin åbningstale til Ungdommens Folkemøde.

    Statsministeren talte også om afskaffelse af fraværsreglerne i gymnasierne, hvilket høstede store klapsalver.

    Derimod var der blandt de unge ikke samme begejstring til opfordringen om at hjælpe regeringen med planerne om at give særligt nedslidte en ret til at gå tidligere på folkepension.

    – Det er nu, I skal klappe, sagde Mette Frederiksen.

    Hun håber, at opfordringen vil betyde, at de unge vil bakke op om S-regeringens planer om at indføre differentieret pensionsalder.

    – De vil forhåbentlig vise en opbakning til, at vi får indført en ret til tidligere pension, siger Mette Frederiksen i et efterfølgende interview.

    De bør ifølge statsministeren nemlig ikke kun fokusere på emner, der berør dem selv.

    – Den måde, man er solidarisk med hinanden på, er at se balancerne i samfundet: at en ungdomsgeneration ikke kun er optaget af uddannelse, men også er optaget af dem, der ikke er unge længere, siger hun.

    Mette Frederiksen åbnede torsdag folkemødet for unge, der afholdes i Valbyparken i København. I sin tale fokuserede hun også på unges opmærksomhed på klimaproblematikker, karakterræs og ensomhed.

    Folkemødet, der foregår både torsdag og fredag, afholdes af ngo’en Ungdomsbureauet. De har med aktiviteterne fokus på at få unge til at engagere sig mere i samfundet og lære dem om demokratiets spilleregler.

    Det sker med over 100 workshops og mere end 500 aktiviteter – blandt andet med croquismodeller fra Muskelsvindfonden og dialogkaffe med Özlem Cekic.

    Ungdommens Folkemøde forventer, at 30.000 unge fra hele Danmark vil deltage i arrangementerne.

    /ritzau/