Dansker er udpeget som øverste topchef i Nordea

    Det er en dansker, som fremover kommer til at stå i spidsen for en af de absolut største banker i Skandinavien.

    51-årige Frank Vang-Jensen er blevet udpeget som koncernchef i Nordea, oplyser banken i en fondsbørsmeddelelse.

    På posten afløser han finnen Casper von Koskull.

    Den nuværende topchef, som fylder 60 i denne måned, har tidligere i år fortalt, at han vil gå på pension ved udgangen af 2020.

    Casper von Koskull bliver i Nordea frem til 2020 for at sikre en god overgang, oplyser banken.

    Frank Vang-Jensen er i øjeblikket landechef for Nordea i Danmark.

    – Frank Vang-Jensen brænder for at drive bank og forstår bankernes vigtige rolle i samfundet. Vi er rigtig glade for at have afsluttet den interne og eksterne søgeproces med et optimalt resultat, siger Nordeas bestyrelsesformand, Torbjörn Magnusson, i meddelelsen.

    – Frank Vang-Jensen er en erfaren bankmand, der kan tage over som koncernchef for Nordea med det samme. Vi ser frem til at begynde at arbejde sammen med Frank Vang-Jensen og fortsætte med at skabe vækst og forbedre kundeoplevelsen, uddyber han.

    Frank Vang-Jensen har været ansat i Nordea siden 2017. Før det tilbragte han 18 år i Handelsbanken, der er en af Skandinaviens andre store banker.

    I forbindelse med sin tiltræden som ny Nordea-topchef fortæller Frank Vang-Jensen, at han ser et potentiale i banken, som ikke udnyttes fuldt ud i dag.

    – Vi skal hurtigt og kontinuerligt skabe nye indtægter og øge omkostningseffektiviteten. Og vi skal hele tiden forbedre kundeoplevelsen.

    – Sammen med koncernledelsen og vores engagerede medarbejdere er jeg overbevist om, at vi kan realisere Nordeas fulde potentiale, siger Frank Vang-Jensen i meddelelsen.

    De seneste år har indtægterne været faldende hos Nordea. Derfor er der i banken også særlig fokus på at rette op på toplinjen.

    Sidste år havde banken samlede indtægter for cirka 67,2 milliarder kroner. Indtægterne året før lød på 70,6 milliarder kroner.

    /ritzau/