Dykkere bjærger 33 lig efter bådbrand ud for Californien

    Dykkere har bjærget 33 lig efter en voldsom brand om bord på en båd ud for Californiens kyst natten til mandag.

    En person savnes stadig.

    Det oplyser politiet i Santa Barbara County onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Ligene af 11 kvinder og ni mænd blev fundet, efter at den 23 meter lange kommercielle dykkerbåd brød i brand og sank natten til mandag.

    Siden har dykkere bjærget yderligere 13 lig, oplyser politiet.

    Under branden fortærede kraftige flammer dykkerfartøjet “Conception”, da det lå for anker ud for øen Santa Cruz Island.

    Mange af de 39 ombordværende lå under dæk og sov, da branden brød ud, og mange af de omkomne blev fanget nede i båden, hvor der kun var en smal gang op fra det nederste dæk.

    Da båden gik ned, vendte den rundt, og den ligger nu med bunden opad på 20 meters dybde, oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Der var i alt 33 passagerer om bord på skibet sammen med seks besætningsmedlemmer, da branden brød ud klokken 3.15 natten til mandag lokal tid.

    Fem besætningsmedlemmer befandt sig i den øverste del af båden og nåede at springe over bord, inden flammerne fik fat.

    /ritzau/