Åge Hareide misser søndagens EM-kvalifikationskamp ude mod Georgien på grund af en knæinfektion, oplyser DBU.
Landstræneren er i forvejen ikke med mod Gibraltar i torsdagens EM-kvalifikationskamp.
Hareide har ifølge DBU onsdag gennemgået en kirurgisk oprensning af sit knæ.
Lægerne anbefaler fortsat, at Hareide ikke rejser og i stedet forholder sig i ro.
Det fortæller Morten Boesen, forbundslæge i DBU og læge for herrelandsholdet, til unionens hjemmeside.
– Behandlingen af Åge Hareides knæ er forløbet efter planen, og hans tal er faldende.
– Lægerne vurderer dog, at Åge bør hvile og undgå en lang, udmattende rejse, så han kommer ikke til Georgien, siger Boesen.
Hareide ærgrer sig over, at han ikke kommer med til de to landskampe.
– Jeg havde glædet mig til de to kampe og til at være sammen med spillerne, men jeg følger selvfølgelig lægernes anbefalinger.
– Jeg hepper hjemmefra og er sikker på, at Jon og spillerne sikrer gode kampe og resultater, siger Hareide.
Jon Dahl Tomasson vil dermed stå i spidsen for landsholdet til kampene mod både Gibraltar og Georgien.
U16-landstræner Søren Hermansen rejser med til Georgien som assistent for trænerteamet.
/ritzau/











