6800 bilister overtrådte færdselsloven på skoleveje

    I forbindelse med en omfattende færdselskontrol på landets skoleveje har 6800 bilister fået bøder for forskellige overtrædelser af færdselsloven.

    Ved kontrollerne på skolevejene blev der blandt andet fokuseret på bilernes hastighed i en periode på fire uger. Her kørte 6179 bilister for stærkt.

    Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

    – Resultatet af skolestartskontrollerne vidner om nødvendigheden af politiets tilstedeværelse. Vi arbejder hver eneste dag for at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne samt skabe tryghed i trafikken, siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i pressemeddelelsen.

    – Skolebørn skal føle sig trygge ved at færdes i trafikken, og forældrene skal føle sig trygge ved at sende deres børn ud i trafikken, og heldigvis er vores skoleveje meget sikre.

    Politiet foretog kontrol i hele landet ved skoler omkring skolestart i ugerne 32-35.

    Ud over kontrol af bilernes hastighed, fokuserede politiet også på, om børnene var fastspændt i sikkerhedssele, om førerne selv huskede at anvende sikkerhedssele, skolepatruljernes arbejde og forældrenes trafikale adfærd ved parkering og ved aflevering af børn ved skolerne.

    137 havde ikke sikkerhedssele på, i 80 tilfælde var børnene ikke fastspændt, mens 70 benyttede mobiltelefon under kørslen.

    – Jeg er ærgerlig over, at vi hvert eneste år kan sigte så mange trafikanter for at overtræde færdselsloven, og i år er ingen undtagelse, siger Christian Berthelsen.

    Politiet vil løbende afholde færdselskontroller på skolevejene i resten af skoleåret.

    Næste år vil politiet gentage færdselskontrollerne på skolevejene ved skolestart.

    /ritzau/