Det var en blanding af fans, journalister og fotografer, som var mødt talstærkt op foran klubhuset ved FC Københavns træningsanlæg mandag for at følge Nicklas Bendtners første træning i FCK-trøjen.
Nicklas Bendtner kom ud af døren som en af de sidste spillere, og fotograferne skød billeder på livet løs.
Han var iført sine karakteristiske lyserøde fodboldstøvler, og mens de andre FCK-spillere alle var iført det samme træningstøj, var Bendtner trukket i en marineblå regnfrakke.
Han virkede lavmælt og til stor skuffelse for de fremmødte fans, gav han heller ingen autografer, inden træningen startede.
Den store klynge af pressefolk og fans fulgte i hælene på Nicklas Bendtner over på træningsbane nummer tre. Grundet landsholdspausen var det kun omkring et dusin FCK-spillere, der var til stede.
/ritzau/











