Nicholas Soames, der er barnebarn af den britiske krigshelt og tidligere premierminister Winston Churchill, bliver smidt ud Det Konservative Parti i Storbritannien.
Det sker, efter at han sammen med 20 andre konservative parlamentsmedlemmer tirsdag stemte mod regeringen og for, at parlamentet overtager dagsordenen onsdag i Underhuset.
– Indpiskeren vil tale med de konservative parlamentsmedlemmer, der ikke stemte med regeringen denne aften. De får fjernet deres konservative stemme, siger en talsmand for Storbritanniens premierminister Boris Johnsons kontor tirsdag aften.
Johnson havde inden tirsdagens afstemning advaret sine partifæller om, at de ville blive smidt ud af partiet, hvis de gjorde oprør.
– Jeg vil stemme mod regeringen i aften med et tungt hjerte, sagde 71-årige Soames tirsdag inden afstemningen.
Ud over Soames er 79-årige Ken Clarke på vej ud af partiet. Clarke er det længst siddende parlamentsmedlem i Underhuset og har været finansminister under den tidligere premierminister John Major i 1990’erne.
/ritzau/Reuters











