USA indfører sanktioner mod Irans rumprogram efter eksplosion

    USA har tirsdag indført sanktioner mod Irans rumprogram som følge af en nylig eksplosion ved en iransk raketaffyringsplatform.

    Det oplyser USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, i en udtalelse.

    – USA vil ikke tillade, at Iran bruger dets rumprogram som et dække for at udvikle dets program for ballistiske missiler, siger Pompeo.

    USA indfører sanktioner mod Irans rumagentur samt to af dets samarbejdspartnere. Det betyder, at alle amerikanske statsborgere, der samarbejder med Irans rumprogram, vil blive retsforfulgt.

    – De her tiltag er en advarsel over for det internationale videnskabelige samfund, om at samarbejde med Irans rumprogram vil kunne bidrage til Irans evne til at udvikle et atomvåbensystem, lyder det fra Pompeo.

    USA’s præsident, Donald Trump, offentliggjorde fredag på Twitter et billede, der angiveligt viste en beskadiget raketaffyringsplatform.

    Han skrev samtidig, at USA ikke havde noget med eksplosionen at gøre.

    En talsmand fra den iranske regering bekræftede mandag, at der havde været en eksplosion på platformen i det nordlige Iran.

    Talsmanden, Ali Rabiei, meddelte, at årsagen var en teknisk fejl.

    I kølvandet på Donald Trumps tweet fik præsidenten kritik for at offentliggøre et potentielt fortroligt billede.

    Patrick Eddington, der tidligere har analyseret satellitbilleder for efterretningstjenesten CIA, har ifølge nyhedsbureauet Reuters vurderet, at der er tale om et foto fra en amerikansk spionsatellit.

    Og den slags billeder er ikke tiltænkt hverken offentligheden i USA eller andre steder, sagde han i sidste uge.

    – Hvis præsidenten har tweetet et billede, der er stemplet som fortroligt, så er det uden tvivl en nyhed, som vil glæde vores modstandere, sagde Patrick Eddington, som nu har en forskerstilling hos tænketanken Cato Institute.

    /ritzau/AFP