S og støttepartier giver håndslag på 70 procents reduktion

    Med udsigt til vindmøller indledte regeringen tirsdag i Amager Strandpark Naturcenter forhandlingerne om den klimalov, som skal bringe Danmark i mål med 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030.

    Til det første forhandlingsmøde med klimaminister Dan Jørgensen (S) var regeringens tre støttepartier – SF, Enhedslisten og De Radikale – inviteret, og ved mødet har partierne givet håndslag på, at en reduktion 70 procent ligger fast.

    Det fortæller Dan Jørgensen.

    – Vi er blevet enige om, at de 70 procent, dem står vi altså fast på. Det er det, der skal gøre Danmark til førende på klimaområdet, siger han.

    – Så derfor uagtet, at der har været borgerlige partier ude at sige, at det er en for høj ambition, og selv om vi gerne vil have dem med, så må vi altså sige, at vi kommer ikke til at give os på det.

    /ritzau/