OVERBLIK: Partifæller ønsker Støjberg som næstformand

    En række Venstre-profiler har indikeret, at de mener, tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg bør blive ny næstformand i partiet.

    Tirsdag aften har Ellemann-Jensen meldt sig som formandskandidat, og samtidig fortæller han til Jyllands-Posten, at han mener, at Inger Støjberg er et rigtigt godt bud på en næstformand.

    Både formand for Danske Regioner Stephanie Lose og gruppenæstformand for Venstre Sophie Løhde har gjort klart, at de ikke er interesserede i at blive næstformænd.

    Om Støjberg overhovedet ønsker at bestride posten, er indtil videre uvist. Hun undlod at kommentere det før tirsdagens gruppemøde i Venstre på Christiansborg.

    Få her et overblik over Venstre-medlemmer, der støtter Støjberg:

    * Jakob Ellemann-Jensen, politisk ordfører og formandskandidat i Venstre:

    – Inger er nærmest personificeringen af en strømning i vores parti, som er vigtig at lytte til. Inger og jeg har forskellige måder at italesætte ting. Jeg tror, at vi tilsammen favner bredere, end jeg gør alene. Derfor synes jeg, at Inger er et stærkt kort, siger han til Jyllands-Posten.

    * Karsten Lauritzen, forsvarsordfører og tidligere skatteminister:

    – At næstformanden skal hedde Inger Støjberg, handler om at kunne lave et godt team, siger han til Politiken.

    * Sophie Løhde, næstformand for Venstres folketingsgruppe:

    – Jeg er ikke i tvivl om, at Inger Støjberg kunne blive en rigtig god næstformand for Venstre, siger Sophie Løhde til Ritzau.

    * Marcus Knuth, folketingsmedlem:

    – Jeg bakker helhjertet op om Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg som formand og næstformand – hvis de ellers selv vil, skriver han på Facebook.

    * Michael Aastrup Jensen, folketingsmedlem:

    – Jeg peger personligt på Inger Støjberg. Hun er en kæmpe kapacitet for vores parti, siger han til DR og uddyber, at Inger Støjberg som næstformand sammen med Jakob Ellemann-Jensen som formand vil udgøre “et perfekt makkerpar”.

    * Carsten Kissmeyer, folketingsmedlem:

    – Inger Støjberg er et godt bud på vores nye næstformand – måske i en konstruktion, hvor vi har to næstformænd, siger han til DR.

    * Erling Bonnesen, folketingsmedlem:

    – Hun kunne bestemt være et godt bud. Men det skal jo så være op til Inger Støjberg og eventuelt andre at melde ud, om de vil stille op, siger han til DR.

    * Preben Bang Henriksen, folketingsmedlem:

    – Jeg håber, at Inger Støjberg kan blive næstformand. Hun vil være det perfekte match (med Jakob Ellemann-Jensen, red.).

    – Vigtigt er det imidlertid, at Ellemann og Støjberg på alle væsentlige politikområder får afstemt holdning, så vi ikke om et halvt år står over for en genopførsel af eksempelvis uenigheder om SV-samarbejdet.

    Før Venstres gruppemøde tirsdag udtrykte følgende Venstre-folk desuden støtte til Inger Støjberg: finansordfører Troels Lund Poulsen, kulturordfører Britt Bager, færøordfører Thomas Danielsen og medlem af Folketinget Lars Christian Lilleholt.

    Kilder: Ritzau, DR, Politiken.

    /ritzau/