Ukraines parlamentarikere kan nu sagsøges for korruption

    Ukraines parlament har vedtaget ved en afstemning tirsdag, at parlamentsmedlemmer ikke længere skal have immunitet over for at blive retsforfulgt for økonomisk kriminalitet.

    Dermed har de banet vej for, at præsident Volodimir Zelenskij får mulighed for at gennemføre sit valgløfte om at bekæmpe den udbredte korruption i landet.

    Zelenskij, der er tidligere komiker og blev valgt som præsident uden at have politiske erfaringer, fik støtte fra mange vælgere, fordi han lovede at slå ned på korruption, svindel og bedrag i det politiske liv.

    Hidtil har folkevalgte politikere kun kunnet fratage deres immunitet ved en afstemning i parlamentet om deres individuelle sager.

    Men med den nye lovgivning, som blev vedtaget med støtte fra 373 af de 450 parlamentsmedlemmer, har de ingen immunitet.

    – Vi lovede at gøre det af med immunitet. Vi lovede, at der ikke skulle være personer med særlig status i Ukraine. Det er derfor vores pligt at stemme for denne lov, så dem, som er uden for denne bygning, får samme betingelser som dem, der er indenfor, sagde et medlem i Zelenskijs parti, Folkets Tjener.

    Modstandere af den nye lov siger, at de nu bliver sårbare over for politisk motiverede beskyldninger, som kan føre til retssager mod dem.

    Loven, som nogen har ventet meget længe på, er et signal om, at præsidenten er indstillet på at gennemføre gennemgribende reformer.

    Den nye lovgivning træder i kraft ved næste årsskifte.

    En meningsmåling foretaget af Det Nationale Demokratiske Institut viste i maj, at kun fem procent af de ukrainske vælgere mener, at de politiske partier repræsenterer og varetager vælgernes interesser. 87 procent sagde, at de mener politiske partier var involveret i korruption.

    Ukraines nationalforsamling udnævnte i sidste uge den kun 35 år gamle advokat Oleksij Gontsjaruk til landets nye premierminister.

    Volodimir Fesenko, analytiker ved tænketanken Penta i Kijev, siger, at den nye regering under Zelenskij “er den mest liberale i Ukraines historie”. Han pointerer, at reformprocessen nu vil blive intensiveret.

    /ritzau/Reuters