Superligaklubben AaB har ikke hentet de forventede indtægter fra handel med spillere, og derfor må fodboldklubben nedjustere resultatforventningen til 2019.
Det oplyser selskabet bag fodboldklubben AaB, Aalborg Boldspilklub A/S, i en meddelelse til den danske fondsbørs, hvor selskabets aktier bliver handlet.
Nu venter AaB, at klubben i 2019 kommer til at tabe mellem 28 og 32 millioner kroner.
Tidligere regnede man med at tabe mellem 15 og 20 millioner kroner.
– Nedjusteringen er ikke tilfredsstillende, men desværre har vi i indeværende transfervindue ikke modtaget bud, der efter vores mening har matchet markedsværdien på vores spillere, hvorfor vi ikke har opnået de forventede transferindtægter, fortæller AaB’s administrerende direktør, Thomas Bælum, i en pressemeddelelse.
– Spillersalg vil altid være en del af vores strategi, og vi følger ufortrødent vores målsætninger for Nordkraften og udvikling af AaB som helhed, tilføjer han.
I fondsbørsmeddelelsen oplyses det desuden, at der i resultatforventningen også er indregnet flere “strategiske investeringer i både kommerciel udvikling og faciliteter”.
Transfervinduet for hovedparten af de europæiske fodboldligaer, herunder den danske Superliga, lukkede natten til tirsdag og åbner først igen 1. januar til næste år.
I det netop overståede transfervindue var blandt andet midtstopperen Jores Okore et varmt salgsemne i den nordjyske fodboldklub.
AaB endte dog med at beholde Jores Okore, ligesom det var tilfældet med anføreren og offensivprofilen, Lucas Andersen.
/ritzau/











