Der er blevet mindre at vælge mellem det seneste år, hvis man er på udkig efter et sommerhus. Det viser tal, som Boligsiden har indsamlet.
Og det skyldes ikke, at markedet er gået i glemmebogen hos de bolighandlende, fortæller kommunikationsdirektør hos Boligsiden Birgit Daetz.
– Der er blevet færre sommerhuse at vælge mellem. Der har simpelthen været så meget gang i sommerhus-markedet, at de er blevet revet væk, siger hun.
– Der er mange, der sætter sommerhuset til salg. Der er endnu flere, der har lyst til at kaste sig ud i sommerhuskøb. Det har betydet, at der er ni procent færre sommerhuse at vælge mellem end for et år siden.
Efter faldet er der ved indgangen til september 10.753 sommerhuse på markedet, viser Boligsidens tal.
Ifølge Birgit Daetz kan den store efterspørgsel efter sommerhuse skyldes nogle af de gunstige økonomiske vinde, der blæser i Danmark for tiden.
– Generelt har er det økonomiske opsving gunstigt for sommerhusmarkedet, siger hun.
– Vi har en høj beskæftigelse, og boligpriserne er steget, så folk kan få noget friværdi. Endeligt lempede man nogle regler for sommerhus-finansiering, som gjorde det billigere at finansiere købet.
/ritzau/











