Nadal overvandt sættab og er i kvartfinalen ved US Open

    Den spanske tennisspiller Rafael Nadal er videre til kvartfinalen i US Open efter en sejr over kroatiske Marin Cilic.

    I fire sæt med cifrene 6-3, 3-6, 6-1, 6-2 vandt Nadal trods et sættab komfortabelt over den kroatiske vinder af US Open i 2014 på verdens største tennisstadion, Arthur Ashe Stadium i New York.

    Cilic’ 40 uprovokerede fejl mod Nadals 26 blev dyre for kroaten, der de seneste tre år ikke er nået længere end kvartfinalen i turneringen.

    Rafael Nadal, der ligger nummer to på verdensranglisten, kan med en sejr i hele turneringen vinde sin 19. grand slam-turneringssejr og fjerde triumf ved US Open. Den seneste sejr i US Open var i 2017.

    I kvartfinalen skal Nadal op imod argentinske Diego Schwartzman, der ligger nummer 21 på verdensranglisten.

    Schwartzman slog overraskende den sjetteseedede tysker Alexander Zverev ud i fjerde runde.

    Verdensetter og forsvarende vinder af US Open Novak Djokovic er allerede ude af årets turnering, efter at serberen måtte trække sig med en skade i fjerde runde.

    Derfor er Nadals største konkurrent til sejren nu den mangeårige rival schweizeren Roger Federer.

    Sidst de to mødtes var i semifinalen ved Wimbledon, hvor Federer vandt i fire sæt.

    De to rivaler kan først mødes i finalen ved US Open. Sker det, vil det være første gang, at de mødes i US Open.

    Federer spiller mod den useedede, 28-årige Grigor Dimitrov fra Bulgarien i kvartfinalen.

    /ritzau/