OB lejer forsvarsspilleren Alexander Juel Andersen hos superliganedrykkeren Vendsyssel.
Det skriver fynboerne i en pressemeddelelse.
28-årige Juel Andersen, der tidligere har spillet for AGF, AC Horsens og Viborg, skal være i OB indtil årsskiftet.
– Jeg har været i dialog med OB og har haft en rigtig fin snak med træner Jakob Michelsen. Det er en klub, som spiller den fodbold, som jeg godt kan lide, og jeg kan se mig selv på holdet, siger han.
– Jeg har fået fire måneder, og det er de vilkår, der nu engang har været. Men det beviser bare, at jeg skal give den gas fra dag et. Det er en klub, der vil fremad og har ambitioner, der matcher mine, og jeg skifter blandt andet for at blive bedre.
– Jeg har lagt masser af energi oppe nordpå, og nu skal jeg give den her, og jeg glæder mig bare til at komme i gang, siger Alexander Juel Andersen.
I sidste sæson bar forsvarsspilleren anførerbindet for Vendsyssel, da klubben befandt sig i Superligaen.
Efter at nedrykningen blev en realitet, kritiserede han klubben i et interview med Canal 9. Her mente han blandt andet, at der var “truffet et hav af elendige beslutninger hele vejen rundt”.
Alexander Juel Andersen har spillet fem kampe i 1. division i denne sæson.
/ritzau/











