Formel 1-kører overvejede at kvitte grandprix efter ulykke

    Motorsporten blev lørdag ramt af en ny tragisk dødsulykke, da 22-årige Anthoine Hubert kørte galt i et Formel 2-løb og omkom.

    Dagen efter var det så Formel 1-feltets tur til at køre om point på den samme bane, Spa-Francorchamps i Belgien, men Renaults Daniel Ricciardo overvejede at trække sig.

    – Man spørger sig selv, om det virkelig er det værd, siger han ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

    I juli 2015 døde Formel 1-køreren Jules Bianchi af de skader, som han året forinden havde pådraget sig i en voldsom ulykke i Japan.

    Han var ven af Bianchi og deltog i det samme grandprix i Suzuka.

    – I sidste ende er det et simpelt, men også ærligt spørgsmål. Det er vores job, vores profession, vores liv, men i virkeligheden er det også bare nogle biler, der kører rundt i en cirkel, siger australieren.

    Motorsporten er tidligere blevet ramt af tragiske ulykker. Den seneste gang, en grandprix-weekend blev ramt af et dødsfald, var dog tilbage i 1994, hvor Ayrton Senna og Roland Ratzenberger omkom i San Marino.

    Weekendens Formel 2-grandprix blev aflyst, mens Formel 1-grandprixet blev vundet af Ferrari-køreren Charles Leclerc.

    Efterfølgende dedikerede han sin første grandprixsejr til afdøde Hubert. De to var tætte venner og havde kørt sammen, siden de var helt små.

    – Det føles godt, men det er svært at nyde en weekend som den her.

    – Jeg kan ikke nyde min første sejr, men det er helt sikkert et minde, jeg vil have med mig for evigt, sagde Leclerc.

    Daniel Ricciardo blev nummer 14 i grandprixet.

    /ritzau/