Djokovic trækker sig efter skade i opgør mod schweizer

    Den forsvarende mester ved US Open, Novak Djokovic, er ude af grand slam-turneringen.

    På grund af en skade trækker serberen sig i tredje sæt af sin kamp mod schweiziske Stan Wawrinka.

    Dermed bliver fjerde runde endestationen for verdensetteren, som var i alvorlige problemer, da han besluttede sig for ikke at spille videre.

    Han havde tabte de to første sæt med cifrene 4-6, 5-7 og var bagud 1-2 i tredje.

    I en tæt kamp mod den stærke schweizer var det, som om Djokovic aldrig helt fandt rytmen.

    Efter at have tabt andet sæt bad serberen straks om behandling og fik skuldermassage, mens Wawrinka ventede.

    Djokovic spillede videre, men kun for en kort stund, og han havde tydeligt problemer.

    Kort efter trak han sig og måtte gå fra banen til buh-råb fra publikum på Arthur Ashe Stadium, verdens største tennisstadion.

    Schweiziske Wawrinka, som også tidligere har vundet turneringen, er dermed videre til kvartfinalen, hvor han skal møde den formstærke russer Daniil Medvedev.

    – Man har aldrig lyst til at slutte en kamp på denne måde, siger Wawrinka efter kampen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    – Jeg har ondt af Novak. Han er en fantastisk ven.

    Serberen havde tidligere i turneringen døjet med skulderproblemer og modtog i sin kamp i anden runde flere gange behandling.

    I sin kamp i tredje runde mod Denis Kudla viste serberen dog ingen tegn på at være hæmmet, da han spillede sig sikkert videre i tre sæt.

    /ritzau/