Komikeren Kevin Hart er alvorligt kvæstet i bilulykke

    Den amerikanske komiker og skuespiller Kevin Hart er kommet alvorligt til skade i en bilulykke.

    Ifølge det lokale politi i Californien er Hart blevet indlagt på hospitalet sent søndag aften med alvorlige rygskader som følge af ulykken på Mulholland Highway i Los Angeles, skriver nyhedsbureauet AP.

    Kevin Hart var passager i sin egen bil sammen med fitnessmodellen Rebecca Broxterman. Bilen er af mærket Plymouth Barracuda og er fra 1970.

    Føreren af bilen, der er identificeret som Jared Black, mistede kontrollen over bilen og kørte direkte ned i en grøft. Black er også indlagt med rygskader, mens Broxterman slap uden skader.

    Politiet har ikke fundet spor af alkohol eller narkotika i Blacks blod.

    40-årige Kevin Hart er foruden talrige standupshows kendt for filmene “Ride Along”, “Central Intelligence” og “Jumanji: Welcome to the Jungle”.

    Kevin Hart skulle have været vært for Oscar-showet i februar i år, men trak sig på grund af protester over en række tweets, han havde skrevet i 2011, som blev kritiseret for at være homofobiske.

    I et tweet fra januar 2011 skrev han:

    – Hvis min søn kommer hjem og forsøger at lege med min datters dukkehus, vil jeg flække det over hans hoved og sige: “Stop det, det er for homoseksuelle”.

    Oscar-showet endte uden vært, hvilket blot var anden gang i historien og første gang siden 1989.

    /ritzau/