35-årig nordjyde var i livsfare efter trafikulykke på motorvej

    En 35-årig mand var umiddelbart i livsfare efter en trafikulykke nord for Hobro på Nordjyske Motorvej natten til søndag.

    Det oplyser Nordjyllands Politi søndag. Med svære kvæstelser blev den 35-årige bragt til Aalborg Universitetshospital. Søndag formiddag meldes han uden for livsfare.

    Politiet fik anmeldelsen om ulykken, der fandt sted i nordgående retning godt tre kilometer efter afkørsel 34, klokken 02.10.

    – Der er tale om to biler, der kører sammen. De kører i samme retning, da ulykken sker, så den ene bil er altså på en eller anden måde trukket over i den anden bils kørebane.

    – Begge biler ruller rundt, da de rammer hinanden, forklarer vagtchef Poul Fastergaard.

    Ingen af bilerne havde passagerer med.

    I den ene bil kunne føreren – en mand – selv komme ud og gå over i ambulancen. Han er ifølge politiet uskadt.

    I den anden bil sad føreren, den 35-årige svært tilskadekomne mand – fastklemt og måtte hjælpes ud af redningsmandskab.

    Der er tale om en mand fra lokalområdet. Hans pårørende er underrettet.

    En bilinspektør har været på stedet i løbet af natten for at forsøge at klarlægge, hvordan ulykken skete.

    Motorvejen var kortvarigt spærret efter ulykken.

    /ritzau/