Lørdag formiddag kulminerede flere ugers politisk uro i Venstre, da formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen annoncerede, at de begge stopper i partiets politiske topledelse.
De to erfarne Venstre-folk får mange varme ord med på vejen af politiske med- og modspillere.
* Mette Frederiksen, formand Socialdemokratiet.
– Politik er sommetider en barsk affære. Jeg kender Lars Løkke Rasmussen som en politiker og et menneske, der med engagement og indignation har været med til at forme og præge Danmark i de seneste årtier. Hans erfaring er uden sidestykke. Tak for diskussionerne, aftalerne, samtalerne. Tak for indsatsen for Danmark.
* Kristian Thulesen Dahl, formand Dansk Folkeparti.
– Tak til Lars Løkke og Kristian Jensen for tæt og fortroligt samarbejde i mange år. Trist måde det ser ud til at slutte på. Men Lars Løkkes politiske kurs har besværliggjort samarbejdet. Spændende at se hvilken linje et nyt formandskab vil lægge for Venstre.
* Morten Østergaard, formand for De Radikale.
– Kære Lars, vi har ikke altid set ens på alt, men alligevel har du formået at skabe brede forlig på altafgørende områder, som vil bidrage positivt til Danmarks fremgang i mange år. Tak for samarbejdet, evnen og viljen til at finde løsninger, og for de spor der er lagt i fællesskab.
* Rasmus Jarlov, De Konservative.
– To kæmper stopper. Tak til Løkke og Kristian for det gode samarbejde i regeringen og jeres store resultater. Vi efterlod et Danmark i topform takket være jer. I har brugt det meste af jeres liv på at kæmpe for et bedre samfund, og jeres fædreland skylder jer en stor tak.
* Benny Engelbrecht, transportminister (S).
– Kære Lars. Uagtet vores politiske uenigheder har jeg aldrig tvivlet på dit engagement for Danmarks interesser. Især din indsats med unge på kanten gennem Løkkefonden har jeg respekt for. Jeg håber, at du nu får den fortjente tid med familien, som de forgangne år ikke har tilladt.
* Lars Christian Lilleholt, Venstre.
– En sort dag for Venstre og det borgerlige Danmark. Stor tak til Lars Løkke for en kæmpe indsats som sundhedsminister, finansminister og statsminister i to omgange. Venstre siger farvel til en af de største politikere i Venstres historie. Uværdigt.
* Pia Olsen Dyhr, formand SF.
– Vi har fulgtes ad, siden du var VU-formand og jeg SFU-formand. Gode private venner, men også altid med et godt politisk skænderi. Tænker på dig Kristian Jensen – sikke en tid.
* Karsten Lauritzen, Venstre.
– Tak til Lars Løkke og Kristian Jensen for at gøre, hvad der er bedst for Venstre. Det fortjener altså alles anerkendelse. Jeg håber ikke, den sidste uges uro kommer til at skygge for det faktum, at de begge har leveret historiske politiske resultater for Venstre og det borgerlige Danmark.
Uffe Elbæk, forperson Alternativet.
– Det her er ikke en kommentar om den proces, som har ligget forud for jeres beslutning Lars Løkke og Kristian Jensen. Men derimod en tak fra hjertet for den indsats I hver især har spillet i dansk politik – uagtet vores politiske uenigheder. Det er for vildt, det I går igennem nu.
* Ida Auken, De Radikale.
– Kære Lars Løkke – respekt for din beslutning. Synes, du i den seneste tid har vist format: klar afvisning af Paludan og den yderste højrefløj, stærk energiaftale samt genoplivning af støtten til det europæiske fællesskab.
Kilder: Twitter og Facebook.
/ritzau/











