Hackere sendte racistiske tweets fra Twitters-chefs konto

    Administrerende direktør og grundlægger af det sociale medie Twitter Jack Dorsey fik fredag sin konto hacket. Derefter blev der udsendt en række racistiske og stødende tweets fra kontoen.

    Det meddeler Twitter.

    Hackingen skyldtes et brud på “sikkerhedsovervågningen hos en mobil leverandør”, oplyser Twitters kommunikationsafdeling.

    – Dette gjorde det muligt for en uautoriseret person at skrive og sende tweets via sms’er fra telefonnummeret, lyder det.

    Kommunikationsafdelingen oplyser videre, at problemet er blevet løst.

    Blandt de tweets, der blev sendt fra Jack Dorseys konto, der har 4,2 millioner følgere, var en påstand om en bombetrussel mod Twitters hovedkontor.

    Der var også et retweet med beskeden “Nazityskland gjorde ikke noget galt”.

    /ritzau/dpa