Sisto igen forbigået af Celta-træner: De andre er bedre

    Pione Sisto er kørt ud på et sidespor i sin spanske klub Celta Vigo.

    For anden kamp i træk er den danske midtbanespiller ifølge klubbens hjemmeside ikke at finde i den trup, der fredag aften møder Sevilla i La Liga.

    Celta Vigo-træner Fran Escribá begrunder over for avisen Mundo Deportivo fravalget af Sisto med, at danskeren er sakket bagud i forhold til sine konkurrenter på positionen.

    – Selv dengang, hvor vi var i forskellige klubber, kunne vi se, at han var en topspiller, men det er sandt, at hans præstationer i sidste sæson ikke har været de samme, som da han kom hertil.

    – Det handler ikke så meget om hans præstationer, men om at hans holdkammerater gør det rigtig godt. Han træner rigtig godt, men lige nu synes jeg, der er andre spillere, der er bedre, siger træneren til Mundo Deportivo.

    Sisto blev i sommeren 2016 solgt til den spanske klub fra FC Midtjylland, som han året forinden vandt det danske mesterskab med.

    Han fik dengang en femårig kontrakt med Celta Vigo.

    I alt er det indtil nu blevet til 113 optrædener for spanierne med 14 mål og 14 assister til følge.

    /ritzau/